Er al skærmtid egentlig den samme?

Debatten om børn og skærme fylder mere end nogensinde. Om mobiler i skolen, sociale medier, algoritmer og digitale tjenester, der kæmper om børns opmærksomhed.

Og det er en vigtig debat.

Børn vokser op i en verden med teknologi. Samtidig bør de beskyttes mod algoritmer og mekanismer, der er designet til at påvirke dem og fastholde deres opmærksomhed.

Derfor handler det for os ikke kun om, hvor meget tid børn bruger foran en skærm – men også hvad de bruger den til.

Det var faktisk sådan, Beady begyndte

Længe før skærmdebatten fyldte så meget, som den gør i dag, så vi det samme, som mange forældre kender.

Børn, der kunne bruge timevis foran skærmen. Scrolle. Se videoer. Hoppe videre til det næste. Og det næste.

Det fik os til at stille et meget enkelt spørgsmål:

Kan vi bruge skærmen til noget andet?

Ikke nødvendigvis fjerne den. Men kombinere teknologien med noget fysisk og kreativt.

Den tanke blev begyndelsen på Beady.

Skærmen har en anden rolle i Beady

I Beady bruges skærmen til at finde eller skabe det motiv, barnet har lyst til at lave – og til at understøtte processen, når motivet skal lægges.

Beady er ikke bygget op omkring et endeløst feed, jagten på likes eller næste video.

Skærmen har en konkret funktion: Den hjælper barnet fra idé til færdigt motiv.

Skærmen bliver et redskab i den kreative aktivitet – ikke aktiviteten i sig selv.

Det bedste fra to verdener

Det var dét, vi gerne ville med Beady:

At kombinere det bedste fra teknologien med det bedste fra den fysiske kreative verden.

Beady bruger teknologien til at inspirere, skabe nye muligheder og gøre det komplekse overskueligt – samtidig med at der bliver plads til kreativitet, koncentration, fordybelse og fællesskab.

Et barn kan fordybe sig alene, skabe sammen med en ven eller være fælles med familien om ét stort motiv.

Noget, der begynder digitalt, ender som noget fysisk, barnet selv har skabt.

Det var idéen med Beady fra begyndelsen. Og det er stadig idéen i dag.